Tanzania Knitters – Håndstrik med Hjerte og Formål

Et projekt, der giver kvinder nye muligheder

I samarbejde med det selvstændige kvindecenter Tupenda har vi startet Tanzania Knitters – et strikkeprojekt, der giver kvinder uden uddannelse eller job mulighed for at lære nye færdigheder og skabe en bæredygtig indtægt.

Kvinder med en stærk vilje

Kvinderne, der deltager er fra 15 år og opefter. Mange af dem har oplevet store udfordringer i livet – nogle blev gift i en tidlig alder, andre har mistet deres mænd, som har været deres families forsørger. For flere har skolegang aldrig været en mulighed, men gennem Tupenda får de nu undervisning i blandt andet engelsk, økonomi – og nu også i strikning.

Strikning som vej til en bedre fremtid

Vi har bragt garn med til Tanzania og udviklet enkle instruktionsvideoer uden sprog, så kvinderne kan lære at strikke ved at se teknikkerne i praksis. De er enormt engagerede og har allerede lært at læse diagrammer fra Karen Klarbæks bog “Retstrikkede hulmønstre”. Hver dag mødes 5-10 kvinder i centret, hvor de har adgang til symaskiner, engelskbøger – og nu også garn.

Dit køb gør en forskel

Om kort tid kan vi tilbyde produkter kvinderne har produceret og ved at købe et håndstrikket produkt fra Tanzania Knitters støtter du disse kvinder i at skabe en bedre fremtid for sig selv og deres familier. Din støtte giver dem mulighed for at udvikle deres færdigheder, opbygge en indtægt og styrke deres selvstændighed gennem kvindecentret.

Følg med her på bloggen og køb deres produkter, når næste sending er landet og vær med til at skabe forandring – én maske ad gangen


BæredygtighedCrochet projectKnitting project